Så er det her endelig – det nye album, ”Sorry I’m Late”, med Never Can Tell.
Og som albummets titel med en vis selvironi antyder, er der netop gået en rum tid, før vi nu endelig kan stikke ørerne i det fuldt udfoldede værk fra John Kanding og hans seneste konstellation af dygtige samarbejdspartnere.

Ikke at numrene har været hemmelige siden de blev skrevet tilbage i de sene 1980’ere. Tværtimod. Og sikke en tur, de har været på: fra de tidlige demostadier, videre til at blive forfinet i forskellige bandsammensætninger i øvelokalet, og tilmed også afprøvet på livescenen ad flere omgange. Men nu har vi altså samtlige 10 numre samlet et sted – på et fuldt professionelt indspillet album, tilgængeligt for alle, og dermed ikke kun dem, der i sin tid var med i bandet eller dukkede op til koncerterne.

Selv havde jeg fornøjelsen af at spille trommer i Never Can Tell on-and off i perioden 1991-1996. I starten af 1990’erne bestod bandet af et sammenrend af herlige og kreative personligheder, der med stor flid og masser af humor (i nogle perioder så sort, at vi end ikke selv forstod den) kørte på, for at få materialet skåret endeligt til – hvis man da ellers kan sige, at NU er et stykke musik færdigt.

Det spørgsmål kan man også stille sig selv, når man hører ”Sorry I’m Late” i dag. Graden af genkendelighed fra den periode, jeg selv var med, er heldigvis høj. Og det er der god grund til. John Kandings originale intentioner og musikalske strukturer har altid være det solidt bærende fundament for musikken i Never Can Tell. Men vi øvrige medvirkende fik over tid mulighed for at krydre recepten med en god håndfuld twists, licks, fills og andre finurligheder, som var med til at understøtte helheden. Mange af disse kan man (som insider) stadig genkende på ”Sorry I’m Late”. Og her på albummet optræder de i form af små, skæve og overraskende effekter i et lydbillede, som er blevet langt mere raffineret end hidtil. Det er opfindsomt og lækkert indspillet – uden på nogen måde at blive tandløst.

For musik i en særlig klasse er der tale om på ”Sorry I’m Late”. En god blanding af (heavy-) rock, poppede hooks, funk og ikke mindst et væld af symfoniske referencer, med klar inspiration fra flere af Kandings egne musikalske forbilleder. Vi snakker navne som blandt andre Yes, It Bites, Rush, Level 42, mfl. Det hele udmøntet i et roller coaster ride, som ikke lader lytteren læne sig tilbage i sofaen ret længe ad gangen. Lige motorveje, bumlede bjergveje, den rolige landevej – alt er med i musikken, som tilmed flankeres af et tekstunivers, der heller ikke tillader ligegyldig lytning.

For også i lyrikken graves der godt ned i dybderne – og samtidig det meget fantasifulde. Hele vejen rundt demonstrerer John Kanding, at han allerede i en ung alder havde en moden forestillingsevne. Vi møder det overraskende tegneserieagtige, (”Party All Night”), hvor hæfternes hovedpersoner pludselig vækkes til live, med komponisten som forbløffet beskuer. Og det eksistentielle, illustreret i, hvordan man kommer overens med sig selv og sin samvittighed i en verden fuld af grådighed, mangel og ondskab – tilsat bevidstheden om, at man uundgåeligt selv har et ansvar over for verden (”A World of Many Worlds”). En tur i tidsmaskinen bliver det også til på ”Nostradamus”, hvor vi får et kig ind i, hvordan civilisationen allerede i det 16. århundrede baksede med at lære af egen fortid, og ønsket om at skabe sig en lysere og mere meningsfuld fremtid gennem proftier fra den franske læge, astrolog og matematiker, Nostradamus.

Teksternes røde tråd er, at der hvert minut er nødvendige tanker, som skal finde vej gennem bevidstheden – og mange menneskelige valg, der skal træffes, før vi når frem til en mere ideel eksistens.

De spørgsmål, som tages op på ”Sorry I’m Late”, er nedfældet i 1980’erne – en tid med mange og store brydninger. De er dog mindst lige så aktuelle nu, som for over 30 år siden. På en måde rammer ”Sorry I’m Late” noget tidløst aktuelt i livtaget med det at være menneske – som individ og i større grupper. Så herfra skal opfordringen være: Lyt og genkend dig selv.

På ”Sorry I’m Late er der med andre ord godt med gods til både ører og sjæl. Albummet kan uden videre nydes alene for sine instrumentale landvindinger. Men med teksterne helt tæt på får lytteren et mere nuanceret og farverigt billede af de visioner, som John Kanding fra starten har fremhævet og fastholdt, og som nu har fundet sin foreløbige kulmination på ”Sorry I’m Late”.

Tillykke med pladen. Må den få et langt liv!

Andreas Smedegaard, trommeslager i Never Can Tell 1992-1996, kommunikationskonsulent og hyppig gæst i podcasten Elsker the Beatles.